Barndommens tabte land står for mange modne mennesker indhyllet i lyserøde, solbeskinnede marmeladebilleder. Vi er så subtilt indrettede oveni hjernerne, at vi sorterer de negative erindringer fra og
nøjes med at værne om de lyse minder. Jo ældre vi bliver, des mere husker de fleste af os barndommen i
glansbilleder. Især hvis man er rundet ud af en faktisk kærlig, fornuftig og jordbunden slægt. Men hvordan
var det nu det var at være barn? Hvordan er det nu, at det føles at være et meneske, helt inderst inde?
Ensomhed. En helt eksistentiel følelse af den kendsgerning, at uanset hvor nært du er forbundet med dine allerkæreste, så er du, når alt kommer til alt, et alene-objekt. Lige netop dén erkendelse formår Søren
Søndergaard med sin billedserie "Bedstemors Hus" at kalde frem - og dét på en ganske særlig måde. samtidig med, at den tyste, dybe ensomhed slår dig i møde, så skildres den med en vidunderlig snert af humor. Ensomhedsfølelsen er smertefuld - men hvor er det godt, at vi er fælles om at have den!

Søren Søndergaard opbygger tydeligvis sine motiver ud fra gamle familiefotos. Ikke de, som er blevet taget
hos den stedlige kanonfotograf, men de fotografier, som familiens egne medlemmer har taget - med større
eller mindre fornemmelse for billedkomposition.
Motivkredsen er familiemedlemmer, herunder i særlig grad børnene i familien, stående ved familiens bil eller kommode eller lignende.
Det specielle følelsesudtryk der stråler ud af Søren Søndergaards billeder opnås gennem hans forarbejdning
først og fremmest af selve menneskefigurerne: i forlængelse af den tidligt modernistiske portræt-tradition
fra malere som Olaf Rude og Harald Giersing bruger Søren Søndergaard sine lette penselstrøg til at give hver enkelt figur et twist af melankoli; han lader igennem sine farver nogle personer blive klarere, andre mere transparente, og de samlede personkarakteristikker bliver tankevækkende stilfærdigt ensomme, selv i gruppebilleder, hvor mange individer er samlet. Billedbaggrundenes opmodelleringer forvandler en sen-
sommerhimmel til et ildhav - eller et buskads til en truende skov; hver eneste baggrund udgør en lidt
truende indramning af familiemedlemmerne.
Trods det dystre tilsnit vækker motiverne ikke alene smerte - ved spejlingen af den eksistentielle ensomhed.
Også glæden bobler frem for betragteren. Mest vel nok fordi det måske er vemodigt at
være så dybt alene - men det er skønt at være fælles om det!